Måske kender du til at have negative tanker om dig selv. Og måske har du gamle (bevidste eller ubevidste) overbevisninger om, at du ikke fortjener at have det godt eller at du ikke er god nok. Ville det ikke være fantastisk, hvis du i stedet kunne have en stærk følelse af, at du er lige som skal være og kunne hvile i dig selv? Og at du kunne være din egen bedste ven og altid være der for dig selv? Og mærke glæden over at være dig?
Hypnose til et bedre selvværd
Styrk dit selvværd og mærk kærligheden til dig selv. Hypnose kan booste dit selvværd og hjælpe dig til at stå stærkere i dig selv.
Mange fortæller, at de helt automatisk tænker og handler anderledes, efter de har fået hjælp med hypnoterapi. De oplever, at de:
- bliver mere accepterende overfor sig selv
- bedre kan rumme og holde af deres mindre gode sider
- tænker mindre over, hvad andre tænker om dem
- har en stærkere følelse af at være god nok
- tænker mere positive tanker om sig selv
- er mere kærlige overfor sig selv og mindre selvkritiske
Hvis du har et lavt selvværd, vil du sikkert også gerne have det sådan. For et styrket selvværd er et godt fundament for, hvordan du handler for dig selv og hvordan du har det med andre. Det er lettere at være sammen med andre, passe på dig selv og håndtere konflikter, når du kan stå inde for, hvem du er og værdsætter dig selv.
Hvordan opleves lavt selvværd?
Selvværd handler om den indre følelse af at være værdifuld, blot fordi du er dig – altså uden at skulle præstere noget bestemt for at være værdifuld.
Når du har et stærkt selvværd, hviler du i dig selv, er glad og tilfreds med dig selv som du er og føler dig god nok som menneske.
Hvis du har lavt selvværd, kender du sikkert godt til at:
- føle du ikke er god nok
- tænke meget over, hvad andre tænker om dig
- føle dig dårligere end andre
- være usikker på om du er værd at være sammen med
- være i tvivl om du er værd at elske
- opleve overdreven selvkritik
- føle du ikke fortjener…
Alle mennesker kan på en dårlig dag, have tanker om ikke at være god nok. Men for nogle bliver tankerne en ”virkelighed” eller en grundlæggende overbevisning, som kommer til at påvirke deres handlinger.
Derved risikerer de at skubbe andre mennesker væk, eller bliver i relationer eller job som er nedbrydende og forstærker deres negative overbevisninger. Nogle isolerer sig og får ikke grebet mulighederne for at skabe sig et lykkeligt liv.
For hvis du har en følelse af, at du ikke er værd at være sammen med, og at andre er bedre end dig, kan en naturlig og ofte ubevidst overlevelsesstrategi være at holde andre mennesker på afstand. Enten for ikke at mærke følelsen af ikke at være god nok eller, fordi du bliver usikker på dig selv, når du er sammen med andre og gerne vil skjule det.
Omvendt er der også nogle, der “klamrer sig til” andre eller har svært ved at give slip på relationer, fordi de er bange for at være alene.
Det er aldrig for sent at styrke dit selvværd. Hypnoterapi kan hjælpe til at finde ind til kernen af dine udfordringer – og ændre på det.
Under hypnose ændrer vi dine overbevisninger
Når du er i hypnose, undersøger vi, hvad årsagen til dine overbevisninger og dine dårlige tanker om dig selv er. For din underbevidsthed kender godt årsagen til, at du har lavt selvværd.
Måske har du selv gjort dig tanker om, hvorfor du har det sådan. For måske har du altid haft det sådan, og måske ved du ikke, hvad det kommer af. Det er ofte mange tidligere oplevelser der har hobet sig op med følelser, der har brug for at blive forløst.
Når vi har arbejdet med årsagen , lægger vi nogle nye tanker og overbevisninger om dig selv ind i din underbevidsthed. Så du kommer til at mærke den positive forandring både nu og i fremtiden.
Og forandringen kommer indefra – fra dit underbevidste sind. Sådan at du fremadrettet får andre tanker og følelser om dig selv, bliver mere bevidst, og føler dig stærkere til at handle anderledes.
Vil du vide mere om selvtillid?
Selvværd og selvtillid er to forskellige begreber og tilstande. Men de kan begge boostes og styrkes med hypnose.
Mens selvværd handler om det du er, handler selvtillid om det du kan eller det, du har.